Kwdemant.dk

I en gennemgang af lidt ældre afgørelser i Tidsskrift for skatter og afgifter, fandt jeg et rigtig godt eksempel på, hvor vigtigt det er at kunne de processuelle regler.

SKAT havde forhøjet en kvindes, A, skattepligtige indkomst, idet bl.a. overdragelsen af et skattemæssigt underskud fra A's ægtefælle ikke kunne godkendes. Landsskatteretten stadfæstede denne forhøjelse ved kendelse d. 27. juli 2007.

Skatteforvaltningslovens § 48, stk. 3 anfører følgende om domstolsprøvelse af Landsskatterettens afgørelser:

En endelig administrativ afgørelse kan ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Har den endelige administrative instans afvist at behandle sagen, kan afvisningen ikke indbringes for domstolene senere end 3 måneder efter, at afvisningen er sket.

(Landsskatteretten er den endelige administrative instans for skattesager. En prøvelse hos landsskatteretten er ligeledes en nødvendig betingelse for domstolsprøvelse, jf. § 48, stk. 1, 1. pkt.)

A var utilfreds med forhøjelsen, og A's advokat indleverede stævning mod Skatteministeriet. Stævningen blev afleveret i rettens postkasse d. 27. oktober 2007 - præcis 3 måneder efter Landsskatteretten afsagde kendelse. Problemet var, at d. 27. oktober 2007 var en lørdag, og efter fast praksis, er den forudgående arbejdsdag fristens sidste dag, såfremt fristen udløber en lørdag, søndag eller helligdag, jf. f.eks. UfR 1998.872/2 H.

A's advokat gjorde forgæves gældende, at stævningen var indleveret rettidigt, idet Landsskatterettens kendelse ikke havde vejledt om, at lørdag ikke tæller med som en arbejdsdag ved beregningen af denne frist.

Byretten afviste herefter sagen ved dom d. 13. januar 2009.

A, som nu både var utilfreds med SKAT's afgørelse samt byrettens afvisning, ønskede nu at appellere afvisningen til landsretten.

A fik en ny advokat for landsretten. Det vides ikke, om dette var en følge af brøleren, som den første advokat lavede, eller om den første advokat ikke havde møderet for landsretten. Den nye advokat var fra samme advokatfirma, Advokatfirmaet Bent Stamer.

A's nye advokat ankede herefter byrettens dom, ved at telefaxe stævningen til landsretten d. 27. januar 2009.

Umiddelbart var dette også rettidigt, idet ankefristen fra byret til landsret er 4 uger fra dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 372, stk. 1.

Problemet var så bare, at rette appelform ved en byrets afvisning af en sag, som følge af at den ikke er indbragt rettidigt for domstolene er kære, jf. retsplejelovens § 369, stk. 3 smh. § 391, stk. 3, 1. pkt.

Fristen for at kære er kortere end ankefristen, nemlig 2 uger, jf. retsplejelovens § 394, stk. 1.

Så kan man spørge sig selv, om 2 ugers-fristen ikke er overholdt, når stævningen telefaxes d. 27. januar og dommen blev afsagt d. 13. januar.

Desværre skal et processkrift indeholde en original underskrift, jf. retsplejelovens § 261, stk. 2, og en telefax kan således ikke afbryde kærefristen. Imidlertid har højesteret stadfæstet en praksis, hvorefter en rettidig telefax, der følges op af et originalt processkrift, skal anses som rettidigt modtaget, jf. UfR 1991.411/1 H. Heldigvis havde

A's advokat sørget for at sende det originale kæreskrift, og det kom frem d. 28. januar 2009.

Nu skulle sagen være reddet. Der var bare lige én ting til. Et kæreskrift skal - modsat en ankestævning - indleveres til den ret, som afsagde dommen som kæres, jf. retsplejelovens § 393, stk. 3, 1. pkt.

Indleveres et kæreskrift ved en fejl til kæreinstansen (som tilfældet var her), ekspederes det som udgangspunkt videre til den ret, som afsagde kendelsen. Problemet er bare, at kæren må afvises, såfremt dette ved almindelig postgang ikke kan ske inden for fristen.

A måtte leve med forhøjelsen af sin skattepligtige indkomst. Det kan være hun havde ret. Det kan også være at SKAT havde ret. Det finder vi aldrig ud af, fordi A's advokater ikke havde styr på sin skatte- og civilproces.

Der må have siddet nogle medarbejdere hos Advokatfirmaet Bent Stamer med røde ører efter denne fadæse.

Til de interesserede kan byrettens afvisningsdom læses her, og Vestre Landsrets afvisningsdom kan læses her.

Jeg har heddet Kasper Wisén Demant i 24 år, 3 måneder og 26 dage, men det hedder jeg ikke længere. Nu hedder jeg Kasper Kelm Demant, og er gift med min vidunderlige hustru Kamilla Kelm Demant.

Min bryllupsdag var eventyrlig og vidunderlig, og jeg vil forsøge at beskrive forløbet fra aftenen før og indtil vi trådte ind i vores lejlighed som ægtefolk om natten efter festen.

Fredag aften havde jeg inviteret Kristoffer (forlover) og Rasmus (toastmaster) til præ-bryllup på restaurant Pinden.

Efter at have mæsket os i stegt flæsk og persillesovs ad libitum, kørte Kristoffer jeg jeg hjem til ham, hvor natten skulle tilbringes i spænding. Så vidt jeg ved foretog vi os ikke ret meget konstruktivt den aften - udover at pudse sko - men timerne gik, og da klokken blev hen ad midnat gik vi til ro. Jeg kunne - som forventet - ikke sove, og jeg vil gætte på, at klokken blev 2-3 stykker før jeg sov.

Vi havde sammenlagt sat 8 vækkeure; vi måtte ikke sove over os. Det havde ikke den store betydning, for kl. 7.00 slog vi begge øjnene op, og kunne ikke sove mere.

Morgenmaden bestod af et halvt rundstykke og en stor Fernet Branca.

Kl. 11 kørte vi ned og hentede brudebuketten, og direkte derfra op i kirken. Vi var i god tid, men fotografen og de første tilskuere dukkede hurtigt op.

Tiden i kirken gik ufatteligt hurtigt, lige bortset fra de sidste 4 minutter inden dørene gik op, og min brud kom ind. Disse minutter gik som timer, og det var godt, at jeg havde Kristoffer ved min side, så vi kunne snakke om noget andet.

3 salmer og en velsignelse senere var vi kirkeligt viet. Efter at have hilst på de fremmødte og fået et par kilo ris kastet ud over os, kørte vi mod botanisk have, hvor vores bryllupsbilleder blev taget.

Efter billederne var taget, kørte vi til Egå Mølle, hvor der først var reception med bryllupskage, og derefter bryllupsfest med spisning og dans. Brudevalsen blev - efter traditionen - overstået kort før midnat, og derefter var gulvet givet frit til dans. Især Kamillas far Ejler, hold - trods sin alder - dansegulvet varmt.

Festen sluttede kl. 3, hvorefter vi skyndte os hjem i seng. Godt trætte - men lykkelige - efter en eventyrlig dag.

Det er et grundlæggende princip i dansk ret, at kreditorer uden for konkurs er ligestillet. SKAT inddriver med andre ord på samme vilkår som en privat bank.

Imidlertid har man i den juridiske teori fundet begrebet ”tvangskreditor” anvendeligt; altså kreditorer hvis kredit er ydet uden en egentlig aftale herom. Det kan f.eks. være en skadelidt persons krav på erstatning fra skadevolder, men det er selvfølgelig SKAT der tænkes på.

SKAT yder hvert år usikrede kreditter i milliardklassen, og der er kun særdeles begrænset hjemmel i lovgivningen til, at SKAT – på forhånd – kan kræve sikkerhed for fremtidige skattebetalinger.

Kreditterne er nedbragt betydeligt efter selskaberne er blevet pålagt ordinær á conto-skatter samt mulighed for ekstraordinær á conto-skat. Tidligere forfaldt skatterne først til betaling op til 1½ år efter den beskattede krone var tjent, hvilket resulterede i mange uerholdelige skattekrav. Nu betaler selskaber á conto-skat i løbet af året svarende til selskabsskat af halvdelen af gennemsnittet af deres seneste tre års skattepligtige indkomster. Derudover bliver der pålagt relativt høje strafrenter på for ikke – frivilligt – at indbetale ekstra á conto-skat, svarende til årets forventelige indkomst.

Før jeg får bevæget mig alt for langt væk fra, hvad jeg egentlig var i gang med at kværulere over – tvangskreditorbegrebet – vil jeg stoppe lektionen i opkrævning af selskabsskatter.

Tvangskreditorbegrebet blev anvendt af Højesteret i den famøse Midtfyns Festival-dom (TfS 1997, 780), hvor Højesteret statuerede gennembrudshæftelse for første gang i dansk rets historie. I Dommen udtaler højesteret direkte, at gennembrudshæftelsen konkret sker ”i hvert fald over for Told- og Skattestyrelsen, der var tvangskreditor.”
Dommen er speciel i flere henseender, men det er netop denne ovenfor citerede udtalelse som jeg vil knytte en bemærkning til.

Ud af Højesterets præmisser kunne det være nærliggende at læse, at retspraksis har udviklede kreditorklasser, og dermed givet SKAT en særstilling som kreditor, som der ingen hjemmel er for i lovgivningen. To af de i sagen deltagende højesteretsdommere, Børge Dahl og Jørgen Nørgaard, dementerede imidlertid dette signal i en kommentar til dommen trykt i Ugeskrift for Retsvæsen fra 2000, s. 399. Her afviser de at der skulle være indført kreditorklasser, men henviser i stedet blot til, at gennembrudshæftelsen som løsning er mere nærliggende at nå frem til, hvis der er tale om en tvangskreditor.

Nu spiller det – praktisk set – ingen rolle i den konkrete sag, at der blev statueret gennembrudshæftelse, idet hæftelsen blev pålagt et kapitalstærkt selskab, og blev således ikke gjort på bekostning af øvrige kreditorer.

Nu har jeg efterhånden fået skrevet en hel del om tvangskreditorbegrebet, som egentlig kun var ment som en indledning til artiklens egentlige formål, jf. overskriften, ”Vil du låne mine ting? Skylder du penge til SKAT?”

Grunden til, at man bør stille dette lidt kritiske spørgsmål før man låner sine ting ud er, at Østre Landsret i 3 kendelser af nyere dato har fastslået, at der er en meget kraftig formodning for, at den som bærer eller besidder en ting også er ejer af denne. Kendelserne er trykt i TfS 2010, 695; TfS 2010, 839 og TfS 2011, 44.

Jeg vil kort redegøre for, hvad sagerne handlede om

TfS 2010, 695: I sagen blev en person A, standset af politiet og SKAT ifm. en razzia foran en ”rockerfest”. A Skyldte knap 300.000 kr. til SKAT, og bar under udlægsforretningen en guldkæde til en værdi af ca. 20.000 kr.

A protesterede straks mod udlægget under anbringende af, at kæden tilhørte A’s bror, B.

Under fogedretssagen ændrede A forklaring, idet han forklarede, at guldkæden tilhørte B’s søn C. B vidnede under sagen. Han forklarede at C arvede kæden fra sin farfar, som eneste mandlige barnebarn. På baggrund af vidneforklaringen ophævede fogedretten udlægget ved kendelse. SKAT kærede kendelsen til Østre Landsret.

Østre Landsret udtaler i sin kendelse, at ”det forhold, at A bar guldkæden under udlægsforretningen […] indebærer, at kæden som udgangspunkt må anses at tilhøre ham”. Retten fandt ikke at A havde afkræftet denne formodning, og hjemviste sagen til fogedretten med henblik på foretagelse af udlægget.

I TfS 2011, 44 var der ligeledes tale om en guldhalskæde, hvor skyldner protesterede mod udlægget under anbringelse af, at kæden tilhørte skyldners far. Der kunne fremlægges kvitteringer på, at faderen – som navngiven – havde indleveret 108 gram guld, samt betalt for arbejdet.

Heller ikke her fandt Østre Landsret, at skyldner havde afkræftet den stærke formodning for, at han som bærer af halskæden ligeledes var ejer.

TfS 2010, 839 beskriver en lidt anderledes situation. Her blev skyldneren anholdt af politiet med godt 27.000 kr. på sig i kontanter. Umiddelbart efter bliver SKAT tilkaldt, som foretager udlæg i 22.000 af den kontante beholdning.

Skyldner oplyste at de 20.000 kr. - som lå for sig selv i et specielt rum i tegnebogen - ikke tilhørte ham, men en kvindelig bekendt, som havde udleveret dem til ham, med henblik på køb af møbler til hende. Kvinden afgav samstemmende forklaring under sagen.

Østre landsret stadfæstede udlægget under henvisning til, at formodningen ikke var afkræftet.

Fælles for sagerne er, at der er tale om situationer, hvor der i det praktiske liv aldrig vil forefindes bedre dokumentation end vidneforklaringer. Der er ingen som ville oprette et dokument, når man afleverer penge til en bekendt, så denne kan betale et møbelfirma på ens vegne. Ligeledes opretter man ikke et lånedokument, når man låner en halskæde af familien.

Det ses da også tydeligt af sagen fra 2011, at selvom man kan dokumentere hvem som har købt en genstand, kan dette ej heller afkræfte den stærke formodning.

Jeg ved godt at vi ikke er inde i strafferetsplejen, og enhver tvivl skal således ikke komme skyldnere til gode, men at give SKAT særbehandling (hvilket jeg absolut er overbevist om, at de får. Udlægget var aldrig blevet stadfæstet hvis det havde været en ”privat” kreditor) er absolut ikke i orden.

Sammenfattende kan siges, at hvis man låner noget ud, til én som skylder penge i SKAT, risikerer man at få ekstinkveret sin ejendomsret. At ham, som låner tingen, skal erstatte tingen (jf. DL 5-8-1) er en sølle trøst for et arvestykke man var glad for.

Da det jo desuden er et faktum, at han skylder penge til SKAT, er fordringen på erstatning velsagtens at anse som uerholdelig på forhånd.

Landsretten bør næste gang denne tager stilling til et lignende spørgsmål, give et hint i sine præmisser om, hvad der rent faktisk skal til for at afkræfte denne stærke formodning!

I forlængelse af tidligere blogindlæg om de materielle regler om fradrag for arbejde i hjemmet, vil jeg komme med en opdatering.

Skatteministeren har nu, med hjemmel i ligningslovens § 8V, stk. 5, udstedt en bekendtgørelse, som nærmere specificere de formelle regler for fradragene.

Bekendtgørelse nr. 785 af 29/06/2011 om forsøgsordning med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet kan ses her

Bekendtgørelsen specificerer de fradragsberettigede udgifter i § 1, stk. 1, og sætter nærmere krav om dokumentation for og indberetning af hhv. arbejdets udførelse og betaling herfor i §§ 2-6.

En sjov ting, som man - ud fra en streng ordlydsfortolkning af § 1, stk. 1, nr. 1, litra c, nr. I - skal være opmærksom på er, at børnepasning kun er fradragsberettiget, såfremt børnene passes i eget hjem - og således ikke f.eks. hos naboen. Opremsningen i § 1, stk. 1 er udtømmende!

Jeg er meget spændt på at se, i hvor stort omfang de nye regler vil blive brugt. Systemet og fradragene synes ikke synderligt stærkt reklameret for, men mon ikke virksomhederne - som leverer de fradragsberettigede tjenesteydelser - gør folk opmærksomme på reglerne. I så fald får reglerne ikke den effekt som forventet, idet den kun laver en besparelse på allerede købte arbejder, og ikke i ret høj grad tilskynder folk til at vælge at få lavet de pågældende arbejder.

Artiklen handler om en dom afsagt af EF-Domstolen og er bygget op af 2 dele: Først en lang redegørelse for dommen mv., og sidst en kortfattet (men rammende hvis jeg selv skal sige det) kritik af retsstillingen, som dommen efterlader.

I april afsagde EF-Domstolen dom i sag C-235/09 - en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til EF-traktatens art. 234, indgivet af den franske Højesteret.

Spørgsmålet handler om EF-varemærkeforordningens (Rådets forordning nr. 40/94) art. 98, om forbud mod immaterielle krænkelser nedlagt af en national EF-varemærkedomstol.

For god ordens skyld skal lige nævnes, at en EF-varemærkedomstol er en national domstol, som et medlemsland har valgt til at påkende sager om EF-varemærker. I Danmark er det Sø- og Handelsretten.

Artiklens ordlyd er som følger:

Stk. 1. Såfremt en EF-varemærkedomstol finder, at sagsøgte har krænket eller truet med at krænke et EF-varemærke, udsteder den et forbud mod, at sagsøgte krænker eller truer med at krænke EF-varemærket, medmindre der er særlige grunde til at undlade dette. Den træffer ligeledes i henhold til den nationale lovgivning foranstaltninger, som tager sigte på at sikre overholdelsen af dette forbud.

Stk. 2. I øvrigt anvender EF-varemærkedomstolen lovgivningen, herunder den internationale privatret, i den medlemsstat, hvor krænkelserne er begået, eller hvor der har været risiko for krænkelse.
Nærmere drejede spørgsmålet sig om den territoriale udstrækning af sådanne forbud, og om virkningen af de tvangsforanstaltninger som én medlemsstats EF-varemærkedomstol fastsætter i øvrige medlemsstater.

Spørgsmålet blev forelagt EF-Domstolen i juni 2009, og svaret er først kommet for ca. 2 måneder siden. I mellemtiden har Generaladvokat P. Cruz Villalón fremsat et særdeles spændende forslag til afgørelse i efteråret 2010.

Dommen slår 2 ting fast i forhold til art. 98.

1. Rækkevidden af et forbud efter art. 98 i EF-varemærkeforordningen:

Når en national EF-varemærkedomstol udsteder et forbud i medfør af art. 98, omfatter forbuddet i princippet hele Unionens område.

Når domstolen i præmis 50 (og i domskonklusionen) skriver ”i princippet” er det nok fordi, at det kan være muligt for en EF-varemærkedomstol at begrænse den territoriale udstrækning af et forbud. Som eksempel nævner Domstolen et tilfælde, hvor sagsøgte har godtgjort, at der – oftest af sproglige årsager – ikke sker krænkelse i visse lande i Unionen. Her skal EF-varemærkedomstolen ”følgelig begrænse den territoriale udstrækning af det forbud, som den nedlægger”, jf. præmis 48.

Baggrunden for dette svar ligger i den enhedskarakter, som EF-varemærket har efter forordningens art. 1, stk. 2, samt af Domstolens praksis i Nokia-dommen (C-316/05), hvor formålet med art. 98 blev fastslået at være: ”at beskytte rettigheder i henhold til EF-varemærker mod risikoen for krænkelse på en ensartet måde på hele Unionens område”

Man kunne forestille sig et tilfælde, hvor én EF-varemærkedomstol nedlægger forbud i visse medlemsstater, hvorefter der sker krænkelse i en anden medlemsstat. Herefter ville rettighedshaveren være henvist til at lægge sag ved EF-varemærkedomstolen i denne anden medlemsstat. Risikoen for indbyrdes modstridende retsafgørelser øges hermed. Dette undgås ved ovennævnte fortolkning.

Når domstolen ikke direkte i domskonklusionen nævner muligheden for at begrænse den territoriale udstrækning, men i stedet henviser til denne mulighed midt i dommen (præmis 48), mener jeg, at den tillægger muligheden en højere karakter af undtagelsesløsning, end når Generaladvokaten i sit forslag til afgørelse direkte skriver: ”forbud […] i princippet, og medmindre andet udtrykkeligt er bestemt, uden videre har virkning på hele Unionens område”. [min fremhævelse]

2. Tvangsforanstaltninger pålagt i medfør af art. 98, stk. 1, 2. pkt.

I dette spørgsmål, er der mere lighed mellem Generaladvokatens og Domstolens synspunkter.

Det bliver fastslået at udtrykket: ”nationale lovgivning” i art. 98, stk. 1, 2. pkt., skal forstås som EF-varemærkedomstolens lex fori (eget hjemsteds lovgivning).

Tilstanden er herefter, at EF-varemærkedomstolen som bedømmer krænkelsen skal træffe afgørelse om tvangsforanstaltninger (såsom tvangsbøder) efter eget lands lovgivning. Afgørelsen om tvangsbøder er derefter gyldig i alle medlemsstater, hvor forbuddet territorialt udstrækker sig (som udgangspunkt hele Unionen, jf. ovenfor).

Hvis krænkelse så sker i en omfattet medlemsstat, skal denne medlemsstats domstole anerkende den oprindelige EF-varemærkedomstols dom, både for så vidt angår selve forbuddet og tvangsforanstaltningerne. Medlemsstatens domstol skal derefter anvende sit eget lands lovgivning når det gælder udregningen (hvis der er tale om tvangsbøder) samt selve tvangsfuldbyrdelsen.

Hvis den anden medlemsstats lovgivning ikke hjemler samme foranstaltninger som dem fastsat af den oprindelige EF-varemærkedomstol, skal ”det formål, der forfølges med tvangsforanstaltningen, virkeliggøres af denne medlemsstats kompetente domstol gennem de relevante bestemmelser i dens nationale ret, der er egnede til på tilsvarende vis at sikre overholdelsen af nævnte forbud” [mine fremhævelser].

Domstolen bemærker hertil i præmis 58, at medlemsstaterne i medfør af direktiv 2004/48 er forpligtede til at have truffet effektive foranstaltninger for håndhævelsen af IP-rettigheder. Generaladvokaten udtrykker det (konkret vedrørende tvangsbøder) i sit forslag til afgørelse således, at: ”alle stater nu har eller burde have bestemmelser […] som sikrer, at tvangsbøden får sin fulde virkning”, jf. præmis 67.

I øvrigt fører statsadvokaten en længere akademisk diskussion om forskellen på art. 98, stk. 1, 2. pkt. og 98, stk. 2 i præmis 51-58. Den er ganske spændende, men ikke så relevant for dommens genstand. Domstolen afholder sig også fra at gentage denne teoretiske gennemgang, men fastslår blot i præmis 29-31, at der i den konkrete sag om tvangsbøder ikke er grundlag for at kigge i stk. 2.

***

Slutteligt vil jeg sige, at jeg personligt finder det ganske forfærdeligt, at der ikke er taget stilling til dette spørgsmål tidligere. Rækkevidden af denne dom betyder, at hvis man tidligere har fået forbud mod en krænkende adfærd i Danmark, så har den automatisk virkning for hele EU.

Dvs. man så skal ophøre med sin – ikke krænkende – adfærd i Spanien, og man havde ingen mulighed for at vide, at man dengang sagen verserede hos den danske EF-varemærkedomstol, skulle have nedlagt påstand om, at ens foretagender i Spanien ikke var af krænkende karakter.

Jeg sidder midt i forberedelsen på forårssemesterets sidste kursusfag: Personselskaber - valg af selskabsform. Eksamensformen er mundtlig uden forberedelse – som sædvanlig – men jeg mener faktisk, at man med fordel kunne have benyttet sig af en anden eksamensform i dette tilfælde.

Kursusfagets formål er, at give studenterne et dybdegående kendskab til personselskaber (interessentskaber, kommanditselskaber mv.) samt et overordnet indblik i kapitalselskaberne (herunder A/S og ApS). Dette kendskab er med henblik på, at kunne rådgive i ”valg af selskabsform” på et oplyst grundlag.

Vor underviser – Noe Munch – er en stor fortaler for personselskabernes fordele, og kursusfaget kunne da også lige så vel bære titlen ”hvorfor etablering i personselskabsform ofte er lige så hensigtsmæssigt som at stifte et anpartsselskab”.

Selvom pensum mest består i en beskrivelse af selskabsformerne, herunder især de punkter som har relevans for at kunne vælge imellem dem, indgår der også nogle virksomhedsmodeller. Disse giver en hurtig skildring af en virksomhed, og på baggrund heraf skal vi kunne argumentere for et fornuftigt valg af selskabsform.

Eksamensforløbet er nu, at man trækker et emne (f.eks. kommanditselskaber) og så skildrer dette (hvad kendetegner et K/S, indre/ydre forhold, hæftelse, skat etc.). Virksomhedsmodellerne kan så inddrages til eksamen som et delspørgsmål.

I stedet mener jeg – faktisk med opbakning fra Noe Munch – at eksamensspørgsmålene skulle være ukendte virksomhedsmodeller. Man trækker et stykke papir hvor en virksomhed (som man ikke har set før) skildres. Derefter har man 20 minutters forberedelse uden hjælpemidler, og så går man ind og giver en præsentation af, hvilken selskabstype man med fordel kunne anvende på den respektive virksomhed.

Desværre bliver det ikke sådan, da der ikke er penge til at sætte en eksamensvagt på, til at sikre at vi ikke bruger hjælpemidler under forberedelsen (?)
Nåh, men eksamen torsdag og derefter sommerferie; det er lige til at holde ud.

Klokken blev over midnat, og der tikkede en e-mail ind: Søgningen på lovtidende.dk har fundet dokumenter. Jeg har en aktiv søgning kørende på lovtidende.dk, som giver mig besked, hver gang der bliver bekendtgjort en lov i Lovtidende, som hører under skatteministeriet.
Denne gang, er der tale om Lov nr. 572 af 07/06/2011, som omhandler forsøgsordningen med fradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet.

Loven indsætter først og fremmest en ny paragraf i ligningsloven, som får navnet § 8 V.

Denne bestemmelse er delt op i 5 stykker, hvorefter stk. 1 indeholder den materielle fradragshjemmel; stk. 2 indeholder de nærmere betingelser for fradraget; stk. 3 indeholder en beløbsbegrænsning af det årlige fradrag; stk. 4 indeholder et par øvrige begrænsninger grundet øvrige skattegunstige specialregler. Det drejer sig om ”hjemmeserviceordningen” i 1. pkt. og ”reservebedsteforældreordningen” i 2. pkt. og in fine indeholder bestemmelsen et stk. 5, som er en bemyndigelse til skatteministeren.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 8 V. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn til hjælp og istandsættelse i hjemmet, jf. stk. 2-5.
Reparation, installation eller udskiftning af biokedelanlæg anses som istandsættelse i hjemmet.

Stk. 2. Fradraget er betinget af,
1) at den skattepligtige person ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år,
2) at arbejdet er udført vedrørende en helårsbolig, hvor den skattepligtige person har fast bopæl på tidspunktet for arbejdets udførelse,
3) at arbejdet er udført af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller ved arbejde i form af rengøring, vask, opvask, strygning, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde tillige af en person, der ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig til Danmark,
4) at den skattepligtige foretager indberetning af det fradragsberettigede beløb til skattemyndighederne med angivelse af, hvem der har udført arbejdet, og
5) at arbejdet er udført og betalt i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 31. december 2013.

Stk. 3. De fradragsberettigede udgifter kan årligt højst udgøre 15.000 kr. pr. person.

Stk. 4. Der kan ikke foretages fradrag for udgifter til arbejde, som der er ydet tilskud til efter andre offentlige støtteordninger, herunder reglerne i lov om hjemmeservice. Tilsvarende gælder udgifter til børnepasning, der er skattefritaget hos modtageren efter § 7 Æ.

Stk. 5. Skatteministeren kan bestemme, at det er en betingelse for fradrag, at betalingen sker via et særligt betalingsmodul.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de omfattede ydelser, om dokumentation for det udførte arbejde og om kontrol og administration af reglerne.«

Når fradraget kan gøres i den skattepligtige indkomst, er der tale om et såkaldt ligningsmæssigt fradrag. Dvs. det har en fradragsværdi på ca. 33-34 % alt efter hvilken kommune man bor i. Når det direkte i bestemmelsen angives, at der kan fradrages udgifter til arbejdsløn betyder det, at udgifter til materiale mv. ikke kan fradrages.

Betingelserne i stk. 2 vil jeg gennemgå enkeltvis:

den skattepligtige person ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år

Således kan børn ikke opnår fradrag. I modsat fald vil en familie på 2 voksne og 2 børn kunne fradrage i alt 60.000 kr. Der er dog intet i vejen for, at et hjemmeboende barn over 18 år kan fradrage afholdte udgifter til hjemmet.

arbejdet er udført vedrørende en helårsbolig, hvor den skattepligtige person har fast bopæl på tidspunktet for arbejdets udførelse

Bestemmelsen har efter min mening 2 regulerende effekter. For det første kan der ikke opnås højere fradrag ved at lade udgifterne blive afholdt af andre (som ikke har udnyttet 15.000 kr.-loftet) men for det andet – og nok mere relevant – kan der ikke opnås fradrag for arbejde på/i sommerhuset.

arbejdet er udført af en virksomhed, der er momsregistreret i Danmark, eller ved arbejde i form af rengøring, vask, opvask, strygning, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde tillige af en person, der ved indkomstårets udløb er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtig til Danmark

Ganske simpelt, men hov! Hvad med EU? Jeg vil vædde med, at jeg ikke er den eneste som tænker sådan når de læser ligningslovens nye § 8 V, stk. 2, nr. 3. Bare rolig, der er taget højde for diskriminationsforbuddet, med en ændring af kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 1. Der er tale om den sædvanlige smøre, hvorefter det samme gælder virksomheder og borgere i et EU/EØS-land, såfremt dette land udveksler oplysninger med os.

den skattepligtige foretager indberetning af det fradragsberettigede beløb til skattemyndighederne med angivelse af, hvem der har udført arbejdet

Praktisk foranstaltning, som jeg ikke vil omtale yderligere.

arbejdet er udført og betalt i perioden fra og med den 1. juni 2011 til og med den 31. december 2013

Det tidsbegrænsende element, som netop gør det til en forsøgsordning.

Fradraget er begrænset til 15.000 kr. pr. person pr. år. Således vil et ægtepar kunne fradrage i alt 30.000 kr., og som tidligere nævnt vil hjemmeboende børn over 18 år ligeledes kunne fradrage op til 15.000 kr.
Man kunne forestille sig, at forældrene benytter sig af muligheden for at yde deres barn en skattefri gave, som svarer til de 15.000, som er barnets andel af udgifterne.

Den omtalte bemyndigelse til skatteministeren vedrørende en særlig betalingsordning, forventes udnyttet medio 2012, hvor betalingsmodulet skulle være klart til brug, jf. forarbejderne til lovforslaget.

Udover ændringen i ligningsloven og den EU-dikterede kildeslattelovsændring, laver loven et par ændringer i lov om hjemmeservice. Dette for at lukke af for muligheden for at benytte ordningen, såfremt man ikke har påbegyndt denne pr. 1. september 2011.

Jeg synes der er tale om en rigtig fornuftig forsøgsordning. Jeg ved der kører noget lignende i Sverige, og jeg ved, at i hvert fald én svensker – Kamillas far – er glad for ordningen.

I forhold til sort arbejde, skal man bare lige have lavet regnestykket rigtigt, idet fradragsværdien kun er ca. 33 %
Hvis betalingen sker lovligt, vil en betaling på 15.000 kr. koste skatteyderen ca. 10.000. Håndværkeren vil af de 15.000 kr. skulle viderebetale de 3.000 kr. i moms, og betale skat af beløbet. Det vil stadigvæk kunne betale sig for begge parter, at betale 8.000 kr. sort, men ulovlighederne er blevet mindre rentable, og jeg håber det bliver et mærkbart skridt i en retning med mindre sort arbejde.

Jeg er netop blevet optaget, af den mest udbredte klub i hele Danmark.

Man kender medlemmerne på en bøjet nakke og nølede svar; ligefrem en uhøflig asocial indstilling.

Jeg taler selvfølgelig om Smart Phone-klubben!

Jeg havde længe gået og sukket efter en iPhone, men det blev det ikke til. Jeg gik efter den lidt billigere løsning, en HTC Desire S.

Jeg har ikke fortrudt mit valg et eneste sekund, og jeg har kun gode indtryk af telefonen efter at have haft den i en uges tid.

Det eneste, som jeg mener kunne have været bedre, er batteriet. Hvis man bruger telefonen meget, så er der kun batteri til 1-1½ dag. For mig er det imidlertid intet problem, da det ikke gør mig noget at sætte den i opladeren hver aften.

Mht. til brugen af en smart phone, stiller det store krav til ens selvbeherskelse. Jeg ved selv hvor meget jeg afskyr personer, som i et selskab udelukkende retter sin opmærksomhed mod sin telefon. Jeg vil gøre mit allerbedste for ikke at gøre sådan.

Den mest banebrydende ting, som smart phonen har bragt med sig er, at jeg ikke længere behøver at tænde computeren, med mindre jeg skal skrive længere e-mails, eller opdatere min blog. Stort set alle andre ting kan ske fra telefonen. Det er virkelig en omvæltning.

Selvom jeg kun har haft den i kort tid, vil jeg alligevel tilføje den til listen over gadgets, som har gjort hverdagen en hel del lettere

Listen lyder nu:
WDTV box
Logitech Harmony fjernbetjening
HTC Desire S
iPod Touch

I morgen er dagen for skriftlig eksamen i civilproces, og mine følelser om det er blandet.

På den ene side, vil jeg gerne have eksamen overstået, så jeg kan slappe lidt af. Jeg har ganske vist endnu en eksamen d. 23. juni, men der er god tid til; hvis jeg sørger for at disponere min tid ordentligt, er der i hvert fald tid til nogle fridage ind i mellem.

På den anden side, føler jeg mig langt fra klar til denne eksamen. Jeg har kun haft 6 dage til at forberede mig, hvilket betyder at jeg har læst pensum, og kigget overfladisk på en håndfuld gamle eksamensopgaver med tilhørende rettevejledninger.

Jeg er selv skyld i denne korte forberedelsestid, idet jeg selv har planlagt mine eksamener. Det var bare - så vidt jeg kunne overskue - den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på. Der er dog ingen tvivl om, at denne eksamen er nedprioriteret.

Morgendagens skriftlige eksamen er lidt speciel, idet det er min sidste skriftlige eksamen på studiet (jeg tæller ikke mit speciale som en skriftlig eksamen). I 4 år har jeg nu (ca. hvert halve år) slæbt computer og printer op til en hal/aula etc., for der at sidde i en varierende antal timer, og svede over en juridisk problemstilling. Det er absolut ikke noget jeg vil savne - mundtlige eksamener er mere min stil (kan bekræftes ved en hurtig sammenligning af skriftlige og mundtlige karakterer).

Det er sjovt som man har gået til eksamen hele livet - og intenst de seneste år - og at man aldrig vænner sig til det.

Efter en veloverstået eksamen i erhvervs- og selskabsbeskatning, er der ikke noget bedre end at sætte sig hjem og påbegynde forberedelsen til eksamen i civilproces, som afholdes samme dag i næste uge. (sagt med den maksimale mængde ironi, som bogstaver kan rumme)

Dagen startede hårdt kl. 07.00, hvor jeg stod op for at begive mig mod læsesalen. Jeg havde skrevet dispositionerne færdige, men manglede fortsat at få gennemlæst de sidste en ekstra gang. Jeg nåede at få kigge dem igennem, før jeg indfandt mig i det velkendte venterum på 4. sal i bygning 1350.

Stemningen var som stemningen altid er i det lokale. Trykket og ubehagelig. Sporadisk snak og nervøs latter blandes med lyden af febrilsk bladren i noter, dispositioner og bøger. En ting som jeg aldrig helt forstår; har man ikke lært det når man sidder i venteværelset, så lærer man det ikke før eksamen.

Jeg forventede egentlig først at skulle op engang efter middag, tidsplanen blev noget fremskudt, idet 2 valgte at blive væk, og yderligere 2 valgte at trække og smide (typisk foretaget af dem, som udelukkende øver halvdelen af pensum, for så at håbe at trække et spørgsmål herunder).

Kl. ca. kvart i 12 var jeg ude, og klar til den næste eksamen. Selvom det er træls at skulle vade direkte over i en ny forberedelse, kan jeg da trøste mig ved, at det havde været meget mere træls, såfremt resultatet i dag ikke var blevet så pænt.

Jeg har her til aften nået en god tiendedel af pensum, og forventer at nå samme mængde i morgen efter arbejde. Derefter må kvantiteten øges, og jeg må læse godt 100 sider om dagen fredag, lørdag, søndag og mandag. Tirsdag er sat af som buffer - i tilfælde af, at tingene går helt galt - og al overskydende tid, vil gå med at kigge på gamle eksamensopgaver samt lære kompendiet at kende.

Jeg glæder mig til at få overstået denne eksamen på onsdag. Ganske vist har jeg endnu en eksamen d. 23. juni, men læseperioden dertil er tilstrækkelig lang til, at jeg også har kunnet overskue at lave planer deri.

Godnat!